Er du max presset i livet og føles hverdagen ofte som en lang kamp, hvor du aldrig rigtig når i mål. Føler du, at uanset hvor meget du prøver, så føler du dig sjældent eller måske aldrig sådan rigtig glad?

Alt det du før bare har gjort ubemærket, er nu blevet til helt uoverskuelige opgaver, som dræner dig for alt din energi, og du føler dig udkørt og utilstrækkelig. 

Så er du måske ramt af stress. Ja, jeg ved det kan være en mega svær erkendelse, da stress for mange er et fy-ord og det derfor kan være så uendelig svært at erkende, at man er én af de mange, der er ramt!

Stress er desværre ofte forbundet med en stor portion skyld og skam og grundlæggende har man en følelse af, at man bare skal tage sig sammen, hænge i, holde ud og hænge ved!

Det er en stor misforståelse og jeg er sikker på, at kunne du det, så havde du gjort det for længe siden.

Lad mig præcisere at stress er ikke et tegn på svaghed, men et tydeligt symptom på, at du har kæmpet alt for meget alt for længe! 

At overgive sig til stress er ikke at give op, men at vide hvornår du har fået nok.

Ofte kæmper vi os igennem alt for længe, fordi vi er bange for at lytte til vores krop, bange for konsekvenserne og bekymrede for fremtiden!

For hvad må de andre ikke tænke? Husk dig selv på, det handler ikke om aldrig at falde, men om at vide hvordan du rejser dig igen.

Èn tanke har det med at blive til mange og tankemylder, søvnløshed, håbløshed og desperation for at få det bedre, har det med at gøre os handlingslammede og fastlåste i situationen, fordi vi frygter konsekvenserne.

Men har du spurgt dig selv, sådan helt inderst inde, hvad konsekvensen kan være, hvis ikke du får skabt positiv forandring hverken i dag, i morgen, den næste måned eller år?

Din tid og dit liv er kostbart, din tid og dit liv kommer aldrig tilbage.

Stress er i sig selv ikke en sygdom, men det kan blive en meget alvorlig lidelse, hvis den ubehandlet får lov at regere i din krop i for lang tid.